Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Leg

Leg

Fokus på leg har altid været et væsentligt træk ved Den grønne kastanjes pædagogiske grundlag. I læreplanerne har vi i mange år understreget legen som et essentielt læringsrum. Det er gennem legen, at barnet lærer sig selv og sin omverden at kende på godt og ondt. Det er i legen barnet udvikler og afprøver sine sociale og personlige kompetencer og bliver opmærksom på egne styrker og svagheder. Derfor er det en af institutionens vigtigste opgaver at give barnet gode muligheder for at lege og udvikle sin leg. Sådan skaber vi blandt andet gode legemuligheder:

  • Vi prioriterer, at der skal være tid til leg, og at struktur og regler ikke må være så fastlåste at den kommer i vejen for den gode leg. Eksempel: De voksne har planlagt, at i dag skal børnene male fastelavnsmasker. En del af børnegruppen er imidlertid i fuld gang med en god leg, og derfor venter de med at male til en anden dag.

  • Vi har indrettet institutionen, så den lægger op til forskellige typer lege: Der er madrasser, puder og plads til tumleleg. Der er motoriske udfordringer, fx små og store trapper, gynger, klatretårn, bakker, rutsjebaner mv, så børn i forskellige aldre kan prøve deres krop af i leg. Der er mange små miljøer og rekvisitter, der lægger op til rollelege: legekøkkener, en butik, dukkekrog, udklædningstøj, legehus, sørøverskib og plads til en superhelte-løbeleg. Børnene har adgang til bøger, tegneserier, musik, udklædningstøj mv – og vi ser film, teater og laver fortællinger sammen – så børnene bliver inspireret til fantasilege. Vi har bolde, spil og voksne, der gerne vil være med, så børnene kan lege regellege som ”Alle mine kyllinger”, ”gemmeleg”, ”fodbold”, ”fangeleg” eller sanglege som ”Bjørnen sover”. Børnene har LEGO, plus-plus, magneter, sandkasser, modellervoks mv til rådighed, der lægger op til konstruktionslege. Og endelig har vi fx balancebane med knopret underlag, sansemoduler på væggen, vand, sand, mudder og meget mere, der lægger op til undersøgende og udforskende leg, hvor børnene har mulighed for at mærke, smage, ryste, se på eller bruge tingene på nye måder.

  • I Den grønne kastanje skal og må de voksne også meget gerne lege med. Vi er opmærksomme på, hvornår den voksne skal gå foran, ved siden af eller bagved i forhold til legen. For en gruppe vuggestuebørn, der lige er begyndt at lege rolle- og fantasilege, kan det være essentielt, at en voksen deltager aktivt og på lige fod med børnene for at støtte og guide, så legen flyder og konflikter løses. Men for den gruppe førskolebørn, der er i gang med at lege ”forældre-og-børn” kan det være direkte forstyrrende, at de voksne blander sig. Her går den voksne bagved og er klar til at gribe ind, hvis der skulle opstå konflikter, som børnene ikke selv kan løse.

  • Det pædagogiske personale tager ansvar for, at alle børn oplever gode lege. Vi har fokus på, at alle børn udvikler sociale og personlige kompetencer, så de kan deltage aktivt og ligeværdigt i legen. Vi støtter de børn, der har svært ved at komme med i en leg, fx gennem mindre legegrupper, der samles om et fælles tredje. Det kan være, at den voksne tager initiativ til en leg med en gruppe børn, hvor han/hun så trækker sig mere og mere ud af legen, efterhånden som børnene får greb om, hvordan de får legen til at køre videre.