Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Klubber i børnehaven

Børnehavens klubber: Bamseklub, Troldeklub og Børnehaveklub

Efterår og forår aldersopdeler vi børnehavebørnene i klubber, hvor vi arbejder med forløb, projekter og temaer, som er planlagt i forvejen, og som tager udgangspunkt i børnenes alder, udvikling og interesser. Der er klubuge en gang om måneden i august, september, oktober og november og i januar, februar, marts og april.

Børnene inddeles i:

Bamseklub for de yngste (de 3-4-årige)
Troldeklub for de mellemste (de 4-5-årige)
Børnehaveklub for de ældste (de 5-6-årige)

Børnene starter/skifter klub efter sommerferien. Det pædagogiske personale vurderer, i hvilken klub det enkelte barn skal gå. Udgangspunktet er, at børn i samme klub har fødselsdag inden for samme år. Det vil sige: Fylder et barn 3 år 1. januar 2020, skifter det klub sommeren 2021 – og kommer således til at gå 1½ år i Bamseklubben.

Det overordnede pædagogiske mål med klubberne er at skabe læringsrum, hvor børnene kan fordybe sig i et emne gennem forskelligartede aktiviteter. De voksne skal skabe læringsrum, hvor børnene har mulighed for at opnå ny viden, nye oplevelser og nye færdigheder – og hvor der er mulighed for at udvide sin sociale horisont, fordi man en hel uge er sammen med børn og voksne på tværs af stuerne. Herudover medtænker det voksenteam, der står for den enkelte klub, en række pædagogiske læringsmål for den enkelte klubuge.

Klubberne dokumenteres med generelle billeder af aktiviteter på kbh.barn, og dokumenteres og evalueres på særlige klubsedler.

Bamseklub
Da bamsebørnene er de yngste, er selve det at være i klub i sig selv et helt nyt læringsrum. De skal skal øve sig i at være sammen på tværs af stuerne med nye børn og voksne, og de skal lære, hvad det overhovedet vil sige at være i klub. Derfor er aktiviteter i bamseklubben centreret omkring de små og nære ting, omkring legen og omkring gentagelser. Bamseklubben er et læringsrum, hvor genkendelighed, tryghed og spirende venskaber er de væsentligste elementer.

Klubugen i januar - der eventyrmåned i hele Den Grønne Kastanje – kunne derfor se nogenlunde sådan ud: En voksen læser eventyret om ”De tre bukkebruse” højt, og bagefter leger børn og voksne sig gennem fortællingen. Nogle er bukkebruser, der går over broen, mens den voksne er trolden, der vil fange dem. Dagen efter læser de ”Tornerose” og leger sanglegen ”Tornerose var et vakkert barn”. Torsdag går de en lille tur i Botanisk Have for at se om der bor trolde under broen derovre (og dermed øver Bamsebørnene sig i at være på gåtur – hvor de i vuggestuen oftest har haft en klapvogn med). Fredag er Bamsebørnene publikum til det eventyr, som Børnehaveklubben opfører.

Troldeklub
Troldeklubben er den klub, hvor der kan være størst aldersspredning. Derfor er det vigtigt, at voksenteamet ser nøje på børnenes udvikling: Hvor er zonen for nærmeste udvikling? Hvordan sikrer vi, at vi hverken stiller for høje eller for lave krav til det enkelte barn og til gruppen? Aktiviteterne skal tilrettelægges, så børnenes forskelligheder tilgodeses. Der skal være plads til både de meget fysisk udadrettede børn og til de mere stille og forsigtige børn. Vi begynder at træne dem i at færdes i trafikken. Vi går på museer, i parker, på legepladser osv.

I Troldeklubben begynder børnene at lave små projekter og læringsforløb hen over hele ugen, hvor forskellige aktiviteter og lege er centreret omkring et bestemt tema.

Klubugen i januar – der er eventyrmåned – kunne derfor se således ud: De voksne læser en række forskellige eventyr op, fx ”Klodshans”, ”Hans og Grethe” og ”Fyrtøjet”. Måske præsenteres de for eventyrgenren gennem andre fortælleformer, fx film eller dukketeater. Sammen med de voksne, undersøger Troldeklubbørnene, hvad et eventyr er. De tegner tegninger om de eventyr, de har set og hørt, og de laver selv små dukketeaterforestillinger for hinanden. Der er også tid og rum til at lege med inspiration i eventyrets roller (”drage”, ”trold”, ”prinsesse”) eller gå på ture og se på slotte, som jo er kulissen for diverse eventyr. Fredag er Troldeklubben sammen med resten af institutionen publikum til det eventyr, som Børnehaveklubben opfører.

Børnehaveklub
Børnehaveklubben laver mange udadrettede projekter og mere omfattende læringsforløb; De tager på ture, synger, får læst højt i en fortsat historie, går i teater, samtaler og leger med tal og bogstaver osv. Det er også i Børnehaveklubben, at vi forbereder børnene på skiftet mellem børnehave og skole. Her taler vi fx om det at gå i skole og skaber et rum, hvor børnene kan give udtryk for deres forestillinger og eventuelle bekymringer omkring skolelivet. I børnehaveklubben har og gør vi nogle af de samme ting, som man også har og gør i skolen. Børnene skal fx række hånden op, når de vil sige noget, og sammen laver de et sæt spilleregler, som gælder, når man er i Børnehave-klubben. Børnene får deres eget penalhus og en mappe. De øver sig i at skrive deres eget navn, og de løser små opgaver, der passer til førskolebørn. Børnene holder frikvarter, og indimellem – hvis det passer til børnegruppen – er børnene på legepladsen uden en voksen (men med de voksne lige indenfor døren). På den måde afprøver børnene nogle af skolens typiske rutiner, allerede inden de starter.

Klubugen i januar er en travl uge for børnehaveklubben. De skal nemlig bygge kulisser, lave kostumer og øve et eventyr, som de opfører for resten af institutionen om fredagen. Der ligger en lang række læringsrum for børnene i det store projekt: Brug af kreativitet, fantasi og håndelag, når de laver kulisser og kostumer (læreplanstemaerne ”Krop, sanser og bevægelse” og ”Kultur, æstetik og fællesskab”). Brug af koncentration, kommunikation og sprog, når de øver deres replikker (læreplanstemaet ”Kommunikation og sprog”). At få teaterstykket ført ud i livet kræver samarbejde og sociale kompetencer som at kunne vente og give plads (”Hvorfor er det ikke min tur til at være prinsessen?”), og det kræver mod til at fejle og stille sig frem, når børnene skal sige replikker og spille teater foran hele institutionen (læreplanstemaerne ”social udvikling” og ”alsidig personlig udvikling”).