Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Tur med minibus

Fra marts 2020 og i hvert fald frem til og med december 2021 råder Den grønne kastanje over en minibus med plads til syv børn og to voksne. Minibussen skal først og fremmest bruges af børnehaven, men kan også lånes af vuggestuen på de dage, hvor der ikke er planlagt busture for børnehavebørnene.

Hvem skal på tur og hvornår?
Der er som udgangspunkt plads til syv børn og to voksne i bussen. Peter, der er nyansat pædagog i børnehaven, fungerer som fast chauffør, mens en af de voksne fra børnehaven skiftes til at tage med. Det enkelte barn kommer på tur med bussen hver 14. dag. Vi har delt børnene ind i busturs-grupper, så det er de samme børn, der er afsted sammen hver gang. De fleste grupper består af børn fra begge stuer, og børn der er nogenlunde på samme alder.

De børn, der sover middagslur, kommer på lidt kortere ture – og luren på turdagen foregår i bussen på vej hjem. Derfor anbefaler vi, at du tager højde for den kortere middagslur på turdagen, fx at du ikke planlægger alt for mange andre aktiviteter for barnet den dag.

På dit barns turdage, skal I være her senest kl. 8:30, og du kan forvente, at vi er tilbage kl. 15:00 -15:30.

På SOVEBØRNENES turdage, skal de være her senest kl. 8:30, og du kan forvente, at vi er tilbage kl. 13:30 – 14.00.

Hvor skal vi hen?
Turene ligger i blokke, så alle kommer på samme type tur – med undtagelse af sovebørnene, der kommer på lidt kortere ture. Du vil løbende få besked om, hvor turen går hen. Vi vil gerne bruge naturen og planlægger ture til skov og strand, men vil også bruge bussen til at udnytte kulturelle tilbud som museer mv. Som altid kan der komme ændringer i programmet, hvis andet passer bedre.

Hvad skal barnet have med?
For at turen bliver en god oplevelse for dit barn, er det vigtigt, at du sørger for, at han/hun har tøj på, der passer til vejret/turen. Tænk gerne i lag, så man kan tage en sweater af/på, hvis det bliver for varmt/koldt. Desuden skal der være passende overtøj og fodtøj i garderoben. Derud over bedes du pakke en lille rygsæk, som dit barn skal have med på tur. Den skal indeholde følgende:

drikkedunk

sokker

undertøj

behagelige bukser

bluse

varm trøje

vanter + hue + ingen halstørklæder, men gerne halsedisse

Ingen erstatnings-turdage
Hvis dit barn pga. sygdom, ferie eller andet fravær ikke er her den dag, hun/han skulle have været tur, eller er vi nødsaget til at aflyse turen, er der ikke mulighed for en erstatnings-turdag, da bussen de andre dage er fyldt op med andre turgrupper. Heldigvis har dit barn jo muligheden for at komme med på næste planlagte tur 14 dage senere.

Hvis I kommer for sent
På grund af sikkerheden tager vi ikke mod børn, efter vi er gået ud af lågen til Den Grønne Kastanje. Du kan altså IKKE aflevere dit barn på fortovet foran institutionen, ved bussen eller på turstedet, hvis I er kommet for sent.

Lidt mere om Peter
Peter er uddannet pædagog og vil være den primære chauffør på bussen. Han har mange års erfaring fra skovbørnehave, og han har senest kørt minibus med en gruppe børn hver dag. Udover at være chauffør - samt have ansvar for alle praktiske og sikkerhedsmæssige ting omkring bussen – deltager Peter naturligvis også i det pædagogiske arbejde. Når Peter ikke er ude med bussen, fungerer han som pædagog i børnehaven.

Kort sagt:

  • dit barn kommer på bustur hver 14. dag

  • dit barn kommer på tur med den samme gruppe børn hver gang (frem til maj)

  • dit barn køres af af Peter, der er pædagog og har stor erfaring som chauffør. Og en voksen fra børnehaven følger med.

  • På turdage skal børnene være her SENEST kl. 8.30

  • På turdagene er sovebørnene ude af huset fra kl. 8.30-14

  • På turdagene er børnene ude af huset fra kl. 8.30-15.30

  • På turdage skal dit barn have sin egen turrygsæk med.

  • På turdage er det ekstra vigtigt, at dit barn har passende tøj, overtøj og fodtøj på

  • Der er ingen erstatnings-turdage, hvis dit barn er sygt eller har fri på en planlagt turdag

  • Hvis I kommer for sent på en turdag, må du aflevere dit barn i institutionen – også selvom det er ærgerligt. Vi tager nemlig ikke mod børn, efter vi er gået ud af lågen.