Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Kultur, æstetik og fællesskab

Kultur, æstetik og fællesskab

Kultur er en kunstnerisk, skabende kraft, der aktiverer børns sanser og følelser, ligesom det er kulturelle værdier, som børn tilegner sig i hverdagslivet.

Gennem læringsmiljøer med fokus på kultur kan børn møde nye sider af sig selv, få mulighed for at udtrykke sig på mange forskellige måder og forstå deres omverden.” Den styrkede pædagogiske læreplan, Rammer og indhold, s. 46-47

Pædagogiske mål for læreplanstemaet:

  1. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn indgår i ligeværdige og forskellige former for fællesskaber, hvor de oplever egne og andres kulturelle baggrunde, normer, traditioner og værdier.

  2. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn får mange forskellige kulturelle oplevelser, både som tilskuere og aktive deltagere, som stimulerer børnenes engagement, fantasi, kreativitet og nysgerrighed, og at børnene får erfaringer med at anvende forskellige materialer, redskaber og medier.

Den grønne kastanjes pædagogiske læringsmiljø understøtter blandt andet de to pædagogiske mål på følgende måder:

  • De er voksne er rollemodeller, der skal møde børnene og deres børnekultur med tolerance. De voksne skal guide børnene i at møde andre mennesker og kulturer med forståelse for forskelligheder. Vi skal tale åbent og inkluderende med børnene om de forskelligheder, der er mellem mennesker, fx har nogle børn et andet sprog, nogle andre traditioner, madkultur eller en anden tro.

  • Vi videregiver både den danske og institutionens egen kultur og traditioner gennem årstidsfester og arrangementer. I skrivende stund er langt størstedelen af familierne i Den grønne kastanje etnisk danske, og derfor er det hovedsageligt de kulturkristne højtider, vi fejrer. Vi gør meget ud af institutionens traditioner omkring jul, fastelavn og påske, men har også ladet os inspirere af den amerikanske kultur, når vi holder Halloween. I det hele taget er det væsentlig for os at være åbne og nysgerrige på andre traditioner og kulturelle/religiøse mærkedage end dem, der sædvanligt vis fejres af etnisk danskere. Det er ikke utænkeligt, at vi holder en Eid-fest eller markerer den hinduistiske Holi-festival, hvis der i Den grønne kastanje kommer familier eller medarbejdere, som kan og vil være kulturbærere for sådan et arrangement. Sommerfesten er et eksempel på, at barnet og dets forældre tager ’et lille stykke’ af deres families kultur med hjemmefra, når alle familier tager en ret med, som de andre børn og familier kan få lov at smage.

  • Vi giver børnene mulighed for at deltage i en stor variation af kulturelle oplevelser, når vi besøger museer for kunst (SMK) og kultur (Arbejder- og Frilandsmuseet), når vi tager i teateret, i biografen (Cinemateket) eller på biblioteket, arrangerer hjemmebiograf i fællesrummet eller får besøg af en specialist i afrikansk trommedans.

  • Vi voksne skal indimellem gå foran og inspirere børnene ved selv at synge, spille musik, lave dramafortællinger, læse op, lave dukketeater og ved at være kreative med forskellige materialer.

  • Vi tilrettelægger kulturelle læringsforløb i børnehavens klubber og vuggestuens miniklubber. Et tema i en børnehaveklub kunne være ’gamle dage’, hvor vi besøger frilandsmuseet, læser bøger og taler om, hvordan man levede før i tiden. Et tema i miniklubberne kunne være ”mit fantastiske ansigt”, hvor børnene pynter og ændrer på et fotoportræt – både med analoge materialer som farveblyanter og ting, der limes på og digitalt i tegneprogrammer på iPad.

  • Vi skaber tid og rum til kreative og musiske aktiviteter, der er tilpasset barnets alderstrin og udvikling: fingermaling, modellervoks, maling med pensel, klippe/klistre, perler, danse, lytte til musik, tegne på iPad, optage film eller tage billeder med iPad etc.

  • Børnene har mulighed for selv at søge inspiration og oplevelser i de kulturelle produkter, der er overalt i institutionen: Der er bøger på alle stuer og i fællesrummet, og på væggene hænger både deres egen kunst og plakatkunst, de kan bruge som inspiration til fortælling eller egne billeder. I børnehaven står tusser, papir og farveblyanter i børnehøjde, og i vuggestuen kan barnet pege/bede om at få farveblyanter og papir. Hver stue har et musikanlæg, hvor børnene selv kan være med til at bestemme, hvad vi skal høre, Og er der et særligt kulturfænomen, der optager en børnegruppe, leder vi efter det på internettet, så vi kan opleve det sammen.

De pædagogiske midler, der er beskrevet ovenfor, bruger det pædagogiske personale løbende, gennem hele dagen og i vidt forskellige aktiviteter, hverdagssituationer og leg. En given situation eller aktivitet vil altid rumme lærings- og udviklingspotentialer inden for flere læreplanstemaer. Et eksempel kan være: I Den grønne kastanje har vi i mange år samlet alle institutionens børn og voksne til fællessang hver fredag fra maj-september. Det overordnede pædagogiske mål med fællessangen er dels at videregive en unik del af dansk kulturarv; nemlig traditionen for at vi samles og synger sammen (fra samlinger i daginstitutioner til højskolesang og salmesang i kirken). Når vi synger fagtesange, øver os i eller gang på gang gentager tekster på børnenes favoritsange, skaber vi et læringsrum, hvor børnenes kommunikation og sprog stimuleres (læreplanstemaet ”Kommunikation og sprog”). I løbet af fællessangen er der runder, hvor børnene byder ind med, hvilke sange, vi skal synge. Det styrker deres følelse af medbestemmelse og er også en mulighed for det enkelte barn kan øve sig i at stå frem foran en større gruppe mennesker (læreplanstemaet ”Alsidig personlig udvikling”). Endelig er det en kulturel oplevelse, som alle børn og voksne i Den grønne kastanje har sammen – en mulighed for at mødes og skabe samhørighed og nye relationer på tværs af stuer og aldersgrupper (læreplanstemaet ”Social udvikling”).